
Forretningsbetingelser
With Advokaters forretningsbetingelser
1. Gyldighed
Forretningsbetingelserne er gældende for enhver sag eller opgave, som With Advokater ApS, CVR-nr. 44 96 84 95 (herefter With Advokater) udfører for kunden, medmindre andet er skriftligt aftalt.
Vores forbrugerkunder orienteres altid om lovpligtige oplysninger, herunder vedrørende særskilte opdrags- og prisoplysninger. Disse fremgår vilkår fremgår af særskilt fremsendt oplysninger til den enkelte forbruger.
2. Forebyggelse af interesse
I overensstemmelse med Advokatsamfundets regler, undersøger vi, hvorvidt der foreligger en interessekonflikt eller inhabilitet ved modtagelse af sagen. Hvis der foreligger en interessekonflikt, vil With Advokater på kundens anmodning, så vidt det er muligt, henvise til en anden advokat.
Hvis With Advokater ApS efter aftale med kunden samarbejder med andre om udførelse af opgaven, oplyser vi på kundens anmodning om de foranstaltninger, som With Advokater ApS har truffet for at undgå eventuelle interesse- eller loyalitetskonflikter som følge heraf.
3. Sagens behandling og afslutning
With Advokaters arbejde udføres i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler for advokaters arbejde, herunder retsplejelovens regler om advokater og de advokatetiske regler, som er udarbejdet og vedtaget af Advokatrådet.
With Advokaters bistand omfatter alene forhold, der er reguleret af dansk ret, medmindre andet er skriftligt aftalt.
With Advokater har altid ophavsretten og alle andre immaterielle rettigheder til det skriftlige materiale, som vi har leveret til kunden i forbindelse med sagens behandling, medmindre andet er skriftligt aftalt. Kunden får således alene de nødvendige rettigheder til at benytte det skriftlige materiale i sædvanligt omfang. Vores materiale må udelukkende anvendes af kunden i forbindelse med den konkrete sag medmindre andet er skriftligt aftalt. Desuden må materialet ikke stilles til rådighed for andre uden vores forudgående skriftlige samtykke.
Alle originale dokumenter, som er blevet udleveret til With Advokater under sagens modtagelse og behandling, bliver udleveret i umiddelbar forbindelse med sagens afslutning.
With Advokater opbevarer alle sagens akter elektronisk i 5 år fra sagens afslutning, medmindre sagens karakter begrunder en kortere eller længere opbevaringsperiode, eller lovgivningen stiller krav om en længere opbevaringsperiode.
4. Varighed
Vi varetager de sager vi påtager os, indtil de er afsluttede. Vores bistand kan dog ophøre, inden en sag er afsluttet, hvis kunden anmoder herom, tilbagekalder sin instruks eller hvis de advokatetiske forhold gør det betænkeligt at forsætte vores bistand. Det samme gælder, hvis kunden i væsentlig grad overskrider fristen for betaling af vores honorar, eller der er anledning til tvivl om kundens betalingsevne, og der ikke stilles nødvendig sikkerhed for honorarets betaling.
5. Honorar
With Advokater fastsætter honoraret med udgangspunkt i arbejdets omfang, hvor der samtidigt tages hensyn til arten af det arbejde der skal udføres kombineret med det ansvar der er forbundet med opgaven, sagens kompleksitet, sagens udfald, værdi for kunden samt omfanget af specialistviden, som opgavens, der har været nødvendigt for sagens løsning.
Honoraret takseres medmindre andet er skriftligt aftalt ud fra timesatser, hvor timesatsen størrelse afhænger af medarbejders niveau og/eller specialistarbejde.
Vi justerer ovennævnte timesatser jævnligt, som følge af medarbejderens stigende anciennitet eller ændring af stillingsbetegnelse. Vi giver ikke særskilt meddelelse, når vi justerer en timesats, men vi kan altid oplyse den aktuelle sats, ved henvendelse til kontoret.
Omkostninger og udlæg, der relaterer sig til sagen, betales af kunden ud over honoraret. Herunder bl.a. men ikke begrænset til tinglysningsafgifter, retsafgifter, gebyrer, porto, transport, rejse- og opholdsomkostninger samt udgifter til større kopieringsopgaver og forsendelser.
Udgifter til Voldgiften betales direkte af jer til voldgiften.
Overslag
Såfremt der er givet overslag på størrelsen af det forventede honorar, vil With Advokater altid orientere kunden, såfremt et overslag på honorar forventes at væsentligt overstige det i overslaget angivne beløb.
Er kunden forbruger, vil en sådan orientering altid være skriftlig.
Ved brug af den digitale underskriftsløsning til behandling af en sag, er With Advokater til enhver tid berettiget til at pålægge kunden et gebyr på 30 kr. pr. dokument, som sendes til underskrift via den digitale løsning.
6. Fakturering og betaling
With Advokater forbeholder sig ret til månedsvis eller kvartalsvis fakturering alt efter den enkelte sags beskaffenhed og omfang.
With Advokater kan kræve forudbetaling/deponering af hele eller dele af det forventede honorar for bistand i sagen. Forudbetalinger/deponeringer vil altid blive modregnet i fremtidige fakturaer vedrørende den specifikke sag.
Sagsrelaterede omkostninger og udlæg skal forudbetales af kunden. Dog kan der efter aftale ske betaling sammen med den månedlige eller kvartalsvise fakturering.
Betalingsbetingelserne er netto 8 dage fra fakturadato medmindre andet er skriftligt aftalt. Ved forsinket betaling pålægges renter efter rentelovens bestemmelser.
Betaling skal ske i overensstemmelse med betalingsoplysninger, der er anført på With Advokaters fakturer.
7. Retshjælpsdækning, privat
With Advokater oplyser altid forbrugerkunder om muligheden for offentlig eller forsikringsdækket retshjælp i henhold til gældende lovgivning eller forsikring tegnet af klienten, hvis det er relevant for den konkrete sag. Hvis honoraret skal betales foreløbigt eller endeligt af det offentlige eller af et forsikringsselskab, orienterer vi forbrugerkunden om principperne for fastsættelse af honoraret og om de mulige konsekvenser for kunden.
I forbrugerforhold orienterer vi altid kunden skrftligt i en særskilt lovpligtig pris- og opdragsoplysningsskrivelse.
I tilfælde af, at forbrugerkunden meddeles retshjælpsdækning til gennemførelse af en civil retssag, opkræver With Advokater betaling af kundens minimumsselvrisiko på retshjælpsdækningen i henhold til kundens individuelle forsikringspolice, medmindre andet særskilt aftales.
8. Deponering
Vi kan anmode om deponering af hele eller dele af det honorar, som vi forventer, at sagen vil udløse. Vi vil normalt anmode om deponering fra klienter, som ikke har et fast eller længerevarende klientforhold hos os.
9. Klientmidler
With Advokater behandler alle modtagne klientmidler i overensstemmelse med gældende lovgivning samt Advokatsamfundets regler for klientkonti (klientkontovedtægten).
Alle modtagne klientmidler indsættes på With Advokaters samleklientbankkonto i Danske Bank og overføres herefter om fornødent til særskilt klientkonto.
Såfremt kunden skal overføre et beløb til With Advokaters klientkonto, vil With Advokater oprette en særskilt klientkonto, hvis kundens indestående overstiger 75.000,00 kr. og forventes at skulle stå hos os i mere end 30 dage. Øvrige indeståender vil henstå på With Advokaters samleklientbankkonto, medmindre andet aftales, eller sagens karakter tilsiger det.
I henhold til klientkontovedtægten tilfalder alle tilskrevne renter kunden mens. negative indlånsrenter og gebyr for oprettelse af særskilt klientkonto kan kræves afholdt af kunden og modregnet i indeståender på klientkontoen.
For renter af indestående på samleklientbankkonti, vil disse dog kun blive tilskrevet hhv. opkrævet hos kunden, hvis kundens indestående overstiger 75.000 kr. og skal stå hos With Advokater i mere end 30 dage, og kun såfremt det beregnede rentebeløb overstiger 500 kr. pr. rentetilskrivning (kvartalsvist) Tilskrevne hhv. opkrævede renter vil blive indberettet til skattemyndighederne i henhold til skatteindberetningslovens § 12 af enten pengeinstituttet eller With Advokater.
Alle indeståender på With Advokaters klientkonto er dækket af lov om garantiordning for indskydere og investorer. I tilfælde af at With Advokaters bankforbindelse går konkurs eller kommer under rekonstruktionsbehandling, vil indskydere kunne få dækket sit tab herved på op til 100.000 EUR pr. indskyder (kunde). Dækningsmaksimummet gælder indskyderens (kundens) samlede indskud i banken, selvom pengene står på forskellige konti, herunder på både klientkonti og egne konti.
With Advokater ikke ansvarlig for tab, som følge af overskridelse af dækningsmaksimummet.
10. Tavshedspligt, markedsmisbrug og kommunikation
I henhold til de Advokatetiske regler er vi underlagt tavshedspligt med hensyn til alle oplysninger, som vi får kendskab til som led i vores rådgivning. Vi er derfor forpligtet til at behandle alle oplysninger modtaget af klienten eller om klienten fortroligt.
Alle oplysninger, som With Advokater får kendskab til i forbindelse med behandlingen af en sag, behandles således strengt fortroligt og tavshedspligten gælder uden tidsbegrænsning.
With Advokater er omfattet af gældende lovgivning om forbud mod videregivelse af intern viden i børsnoterede selskaber og restriktioner for handel med børsnoterede værdipapirer.
With Advokater har ret til at kommunikere med kunden, øvrige parter i sagen samt tredjemand elektronisk – primært via e-mail.
Ved fremsendelse eller anden overførsel af følsomme eller fortrolige personoplysninger benytter With
Advokater sikker-e-mail fra en udbyder af anerkendte løsning. Ønsker kunden at sende sikkert til With Advokater, sendes på kundens anmodning en model, som kunden kan besvare via link og sikker upload af dokumenter.
11. Hvidvask
With Advokater er omfattet af hvidvaskloven og har derfor pligt til at indhente og opbevare personlige identitetsoplysninger samt oplysninger om ejerforhold i selskaber i overensstemmelse med hvidvasklovens regler.
Det betyder, at vi ved enhver sagsoprettelse blandt andet indhenter oplysninger om klientens navn, adresse og CPR.nr. eller CVR.nr. Derudover risikovurderer vi løbende vores klientrelationer ud fra den enkelte klients risikoprofil. Identitetsoplysningerne opbevares i henhold til hvidvasklovens bestemmelser herom i minimum fem år efter sagens afslutning.
Såfremt der opstår mistanke om, hvorvidt en transaktion har forbindelse til hvidvask af penge eller terrorfinansiering, har With Advokater pligt til at undersøge en sådan transaktion og om nødvendigt underrette og videregive kundens identitetsoplysninger til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet eller sekretariatet for Advokatsamfundet efter hvidvasklovens regler. With Advokater må ikke orientere dig om hvorvidt en underretning har fundet sted.
With Advokater opbevarer de indhentede identitetsoplysninger i 5 år efter kundeforholdets afsluttes. Herefter slettes identitetsoplysningerne.
Kundens identitetsoplysninger kan blive videregivet til With Advokaters bankforbindelse i forbindelse med kundens indbetaling af klientmidler på With Advokaters klientkonti i overensstemmelse med hvidvaskloven.
12. Forsikringsforhold, ansvar og ansvarsbegrænsning
With Advokater ansvarlig for det tab vores rådgivning måtte påføre kunden i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler.
I overensstemmelse med Advokatsamfundets regler har With Advokater tegnet en ansvarsforsikring hos Lloyd’s Insurance Company S.A (670), policenummer 310-0000120. Ansvarsforsikringen dækker al advokatvirksomhed udøvet af With Advokater uanset, hvor advokatvirksomheden udøves. Der er i samme forsikringsselskab policenummer 306-0000118 stillet lovpligtig garanti for klientkontomidler i henhold til de af Advokatsamfundets fastsatte regler herom.
With Advokater fraskriver sig ansvaret for sin rådgivning, såfremt rådgivningen uden With Advokaters forudgående skriftlige accept anvendes til andre formål end den specifikke opgave/sag rådgivningen var rettet mod. With Advokater er derfor alene ansvarlig over for kunden og kun for rådgivning, der er ydet i forbindelse med en konkret opgave/sag.
Ansvaret for rådgivningen er for alle With Advokaters medarbejdere begrænset til 10 gange afregnet honorar i sagen, dog maksimum 1.000.000 DKK pr. sag. En kunde kan dog højest modtage et samlet erstatningsbeløb på 2.000.000 DKK for krav, der rejses af kunden inden for samme kalenderår. Såfremt With Advokater rådgiver flere kunder, hvis krav eller interesser er identiske, sammenhængende eller sammenlignelige, gælder ovenstående ansvarsbegrænsning ligeledes, idet kunderne i så fald alle betragtes som én kunde.
Udenfor forbrugerforhold og medmindre andet er skriftligt aftalt med kunden, er With Advokaters ansvar begrænset til 3 år fra With Advokaters afslutning af opgaven, hvilket tidspunkt senest udgøres enten af datoen for en egentlig slutafregning eller datoen for den sidste afregning mellem parterne i den konkrete sag.
With Advokater kan ikke gøres ansvarlig for fejl, der begås af rådgivere som With Advokater har henvist kunden til samt underleverandører som kundens opgave overlades til efter aftale med kunden.
With Advokater kan ikke gøres ansvarlig for indirekte tab eller følgeskader, herunder driftstab, tidstab tab af data, tab af goodwill, tabt indtjeningspotentiale, tabt avance, image m.m.
With Advokater rådgiver alene om forhold, der er underlagt dansk ret, og enhver udtalelse fra With Advokater om forhold, der er underlagt udenlandsk ret, er alene af informativ karakter og gives uden ansvar for With Advokater. Hvis sagen involvere udenlandsk ret, anbefaler vi vores klienter at indgå samarbejde med en udenlandsk advokat. With Advokater påtager sig intet ansvar for eventuel rådgivning fra udenlandske advokater, uanset om sådanne advokater måtte være engageret med With Advokaters bistand.
13. Klager
Skulle der opstå en situation, hvor rådgivningen ikke lever op til kundens forventning, beder vi om, at der rettes henvendelse til den partner der er ansvarlig for sagen med henblik på at finde en løsning.
With Advokater er underlagt de af Advokatrådets advokatetiske regler og i tilfælde af tvist om det af With Advokater opkrævede salær og/eller utilfredshed med en af With Advokaters adfærd, kan kunden indbringe en klage til Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K via klagesagsafdelingen@advokatsamfundet.dk.
De advokatetiske regler kan findes på Advokatsamfundets hjemmeside https://www.advokatsamfundet.dk/Advokatnaevnet.aspx.
14. Markedsføring og referencer
Efter afslutning af en opgave for en erhvervsklient, hvor With Advokater har medvirket som rådgiver, kan vi medmindre andet er aftalt, som led i vores markedsføring henvise til, at vi har rådgivet kunden i forbindelse med sagen.
Vi anmoder desuden kontaktpersoner hos kunden om at give os referencer i denne anledning.
15. Lovvalg, værneting og tvister
Eventuelle tvister om With Advokaters rådgivning afgøres efter vores forretningsbetingelser, aftalebrev eller anden aftale, som der måtte være indgået med kunden.
Enhver tvist som måtte opstå mellem With Advokater og kunden skal afgøres efter dansk ret og skal indbringes for Retten i Holbæk som aftalt værneting i 1. instans.
I relation til erhvervsklienter kan With Advokater kræve, at en eventuel tvist afgøres af en voldgiftsret i overensstemmelse med Voldgiftsinstituttets regler.
16. Persondata
Ved varetagelsen af kundens sag og rådgivning af kunden, behandler With Advokater en række personoplysninger om kunden/kundens medarbejdere, modparter og øvrige parter. Denne behandling er nødvendig for, at With Advokater kan besvare kundens henvendelse samt yde rådgivning til kunden. With Advokater har i den forbindelse udarbejdet en persondatapolitik, som angiver hvordan personoplysninger behandles, hvor længe personoplysninger opbevares, hvilke rettigheder den registrerede har i forbindelse med behandlingen af dennes personoplysninger samt hvem den dataansvarlige i With Advokater er. With Advokaters persondatapolitik er tilgængelig på vores hjemmeside.